Sorry you have no rights to view this entry!
Log ind
-
Nyheder
Tilmelding til nyhedsbrev
Yokohama 1600 Challenge bliver bare ved og ved med at levere tæt og superspændende ræs.
Den 6. afdeling af DIF Danmarksmesterskabet, som blev kørt på FDM Jyllandsringen, beviste endnu engang hvorfor at Danmarks eneste Gruppe N klasse på asfaltbanerne er så populær hos kørere og tilskuere.
Forud for denne afdeling lå de 7 første kørere i mesterskabet pointmæssigt indenfor mindre end en heatsejr af hinanden. Derfor var forventningerne inden weekenden, at der så småt ville ske et udskilningsløb mellem dem, så der ikke var helt så mange kandidater til finalen.
Brian Johannesen var, før weekenden, køreren som lå i front, men Niklas Voetmann, Steffen Larsen, Carsten Rasmussen, Andreas Top Jensen, Søren Lyck og Mads Hedegaard Frederiksen lå klar til at slå til ved bare den mindste mulighed.
Foto: CNPhoto.dk
Der var masser af kamp i Oldboysmesterskabet denne weekend. Her ses Mark Backhausen foran Michael Scharstein og Jimmy Bob Søgaard Jensen.
I Rookiemesterskabet var Mike Hansen i front foran Jonas Nielsen, Jan Jespersen, Steffan Jusjong og Mikkel Njor. Der var dog lidt mandefald i dette mesterskab, da Jan Jespersen desværre måtte se til fra sidelinien på grund af sygdom, mens Steffan Jusjong ikke havde kunnet nå at få bilen gjort klar efter nogle skader som han fik ved den forrige afdeling.
Carsten Rasmussen havde en suveræn føring i Oldboysmesterskabet foran Michael Scharstein, Jan Jespersen, Rudi Larsen og Jimmy Bob Søgaard Jensen m.fl.
Hele weekenden skulle forløbe på den vejrmæssige allerflotteste måde med flot solskin både lørdag og søndag.
Foto: CNPhoto.dk
Andreas Albers fejrede 18 års fødselsdagen på banen lørdag, med masser af fart gennem hele weekenden, indtil teknikken svigtede på opvarmningsomgangen i heat 2.
20 kørere var klar til at køre på banen lørdag formiddag, og her var Jonas Nielsen hurtigste mand foran Carsten Rasmussen og Mikkel Gregersen. Træningens eneste dramatiske momenter var da Rudi Larsen i hans Fiat 500 Abarth tog en lille snurretur for enden af langsiden, og så da Mikkel Njor i hans Peugeot 106 GTI tabte en kilerem.
Kvalifikationen skulle endnu engang få en ny mand helt i front af feltet. 16 årige Jonas Nielsen tog sin allerførste Pole Position i sin debutsæson, og derved har 6 forskellige kørere taget den første startposition i de 6 løbsweekender i år. Bliver det mon 7 ud af 7 næste gang?
Niklas Voetmann kom ind med 2. hurtigste tid – men teamet havde lavet den fejl at bryde plomben på motoren mellem den 5. og 6. afdeling – og det vel og mærke uden at kontakte klassens tekniske kontrollant først. Derfor var teamet blevet dømt 8 pladser tilbage på startgridden til heat 1.
Derfor var det Carsten Rasmussen som skulle ligne op ved siden af Nielsen, mens Søren Lyck og Andreas Top Jensen indtog de næste placeringer.
Foto: CNPhoto.dk
De 2 Oldboys, Leif Juhl (25) og Rudi Larsen (69), dystede gennem en stor del af heat 1.
Søndag formiddag holdt de 20 biler klar til de 5 røde lamper skulle gå ud. Jonas Nielsen og Søren Lyck duellerede de første omgange med skiftende mand i front, men til sidst endte det med at unge Nielsen trak fra den noget mere erfarende Lyck. Bag dem fik Mikkel Gregersen og Mads Hedegaard Frederiksen kæmpet sig op fra henholdsvis 6. og 8. startposition og gik i kamp med Lyck.
Det lykkedes også Gregersen at passere Lyck, mens Frederiksen sluttede 0,2 sekunder efter – og som for øvrigt også havde Niklas Voetmann yderligere 0,2 sekunder bag!
Glæden hos Gregersen varede desværre kort, da en efterfølgende kontrol i Parc Ferme viste at det ene af dækkene på bilen ikke var blandt de 14 dæk som teamet havde registreret. Ved en fejl var et brugt dæk som ellers kun skulle bruges til træning blevet sat på til løbet. Men reglerne er klare – kører man ikke på et af registrerede dæk i kvalifikationen eller løbene, så er man diskvalificeret.
Derved blev det endelige slutresultat Jonas Nielsen foran Søren Lyck og Mads Hedegaard Frederiksen.
Foto: CNPhoto.dk
Jonas Nielsen – første mand over stregen i heat 1, og på det tidspunkt kun den 2. kører som havde taget mere end 1 sejr i denne sæson.
Jonas Nielsen tog også sejren i Rookiemesterskabet mens Mike Hansen kom på 2. pladsen og Mikkel Njor på 3. pladsen.
I Oldboysmesterskabet sikrede Carsten Rasmussen sig både heatsejren samt mesterskabet, da han tog sæsonens 9. sejr i ud af 11 mulige. Mark Backhausen var den næste kører over 45 år der kom over målstregen, mens Jimmy Bob Søgaard Jensen tog sig af 3. pladsen foran Rudi Larsen og Leif Juhl.
Forvirringen omkring løbsresultatet gav ligepludelig manden som ellers var sluttet på den oprindelig 9. plads en kæmpe overraskelse. Mike Hansen var den heldige mand som blev rykket op på 8. pladsen og derved skulle starte til Pole Position.
Om det var nerverne hos Mike Hansen der spillede den unge kører et pus, da han for første gang skulle starte allerforrest i sin asfaltbanekarriere er ikke til at vide. I hvert fald rykkede bilen en lille smule på sig inden at de 5 lamper var gået ud, så det blev takseret til en strafbane.
Foto: CNPhoto.dk
Kampen om podiepladserne hen mod det ternede flag i heat 1 – Søren Lyck (49) snuppede 2. pladsen foran Mads Hedegaard Frederiksen (44) og Niklas Voetmann (46).
Bag ham kæmpede Steffen Larsen og Carsten Rasmussen intens om 2. pladsen. På vej ud på langsiden ved afslutningen af første omgang, var Rasmussen ved at tabe bilen, og snittede i samme omgang Niklas Voetmann. Alle kørere kunne dog fortsætte heatet.
Det lykkedes unge Mike Hansen at holde den langt mere erfarrende Steffen Larsen bag sig helt indtil Hansen måtte dykke i strafbanen for at tage sin straf for den lille tyvstart.
Andreas Top Jensen var startet helt nede på 9. pladsen havde stille og roligt fået kæmpet sig op gennem feltet, så han på løbets 7. omgang kunne overhale Steffen Larsen, som kæmpede men en bil der understyrede en del. Derfor slap Carsten Rasmussen og Niklas Voetmann også forbi senere i løbet.
Foto: CNPhoto.dk
Carsten Rasmussen har nu sikret sig nok point til at kunne kalde sig Oldboysmester i Yokohama 1600 Challenge 2015.
Andreas Top Jensen kunne efter 12 omgange kørere først over målstregen som den kun 3. kører som har taget mere end 1 sejr i denne sæson. De 2 andre er Niklas Voetmann og Jonas Nielsen.
Carsten Rasmussen tog sig af 2. pladsen mens Niklas Voetmann holdt sig foran Steffen Larsen i kampen om den sidste plads på podiet.
Carsten Rasmussen tog derved også weekendens 2. sejr i Oldboysmesterskabet mens Michael Scharstein fik kæmpet sig op på 2. pladsen, efter at have knækket gearkasseophænget og derved måtte udgå i heat 1. Mark Backhausen tog endnu en pokal fra weekenden med hjem med en 3 plads foran Jimmy Bob Søgaard Jensen, Rudi Larsen og Leif Juhl.
Foto: CNPhoto.dk
Starten på Heat 2 – Mike Hansen (98) fører feltet an foran Carsten Rasmussen (8), Steffen Larsen (18), Niklas Voetmann (46) og Brian Johannesen (66) m.fl.
Mike Hansen tog, med en generel 7. plads, sejren i Rookiemesterskabet med Jonas Nielsen og Mikkel Njor på de efterfølgende pladser.
I DIF Danmarksmesterskabet skete der – surprise surprise – store ændringer. Brian Johannesen havde en svær weekend med 70kg succesballast i bilen, men fik alligevel en masse point på kontoen. Dog har Niklas Voetmann nu lagt sig i front, mens Andreas Top Jensen, Carsten Rasmussen, Brian Johannesen og Steffen Larsen komme lige bagefter. Disse 5 kørere ligger alle indenfor 7 point af mesterskabsføringen – og Jensen, Rasmussen og Johannesen ligger faktisk på nøjagtig samme pointantal på 2. pladsen, og Larsen blot 1 point bag dem.
Foto: CNPhoto.dk
Podiet efter heat 2 – Andreas Top Jensen foran Carsten Rasmussen og Niklas Voetmann.
Hvor ellers i Dansk Motorsport finder man et så tæt mesterskab…?
Selv Søren Lyck og Mads Hedegaard Frederiksen ligger stadigt pointmæssigt indenfor 1 heatsejr af mesterskabsføringen.
Så alt kan stadig ske i det mesterskab.
Foto: CNPhoto.dk
Andreas Top Jensen – vinder af heat 2 og en kandidaterne til at blive DIF Danmarksmester 2015.
Oldboysmesterskabet er som nævnt blevet afgjort. Carsten Rasmussen har vundet det foran Michael Scharstein, som er helt sikker på 2. pladsen. Derimod er der god kamp mellem Jimmy Bob Søgaard Jensen, Rudi Larsen, Jan Jespersen og Mark Backhausen som outsider omkring 3. pladsen, hvor absolut intet er afgjort.
I Rookiemesterskabet blev det lidt status quo. Mike Hansen fører fortsat foran Jonas Nielsen, mens Jan Jespersen og Steffen Jusjong – i kraft af at de ikke kørte denne weekend – heller ikke rykkede på sig. Uanset hvor hårdt at Mikkel Njor kæmper, så er der desværre for lagt op til en kunne kæmpe med om en medalje i det mesterskab.
Foto: CNPhoto.dk
Niklas Voetmann er førende i DIF Danmarksmesterskabet 2015 inden den 7. og sidste afdeling.
Finaleløbet køres den 10.-11. oktober på Padborg Park, hvor der med garanti bliver kamp gennem hele feltet i alle 3 mesterskaber. Og som en lille ekstra finte så har Kørerforeningen Gr. N nedsat tilmeldingsgebyret til blot 500 kr, for de kørere som allerede er tilmeldt kørerforeningen – eller 1000 kr for dem som ikke har været ude at køre i denne sæson.
Derfor er der forhåbninger om årets største felt, når vi alle mødes på Padborg Park til et brag af en finale.
Vi ses!
Yokohama 1600 Challenge laver et billigt finaleløb, når klassen 10.-11. Oktober kører 7. og sidste afdeling af DIF Danmarksmesterskabet 2015.
Startgebyret denne weekend bliver kun 500 kr pr. bil, så håbet er at se en masse biler på banen.
Gennem sæsonen har Yokohama 1600 Challenge været en af de klasser i Danmark med allerflest biler på banen. Nogle weekender endda den med weekendens største felt!
Til og med 6. afdeling på FDM Jyllandsringen, har der været et gennemsnit på over 23 deltagere pr weekend.
For kørere som ikke tidligere har kørt med i Yokohama 1600 Challenge i 2015, skal der udover startgebyret på 500 kr betales 500 kr til Kørerforeningen Gr. N til at dække startnumre samt teknisk kontrol for denne weekend.
Men hvor ellers i Dansk Asfaltbanesport kan man komme ud at køre for blot 1000kr?
Foto: CNPhoto.dk
I 2015 er Yokohama 1600 Challenge også den eneste klasse som benytter chikanen på Padborg Park, så hvis man har mod på at prøve den (igen), er dette også en rigtig god mulighed denne weekend.
Hvis man ikke selv ejer en bil, som man kan deltage med i klassen, kan man altid tjekke Opslagstavlen på www.yokohamacup.dk – der er i skrivende stund både biler til salg samt til udlejning. Så der er noget for enhver smag. Her kan man også finde yderligere info omkring klassen, samt hvordan at man tilmelder sig, og hvordan man indbetaler startgebyret og kontingent.
Man er også altid velkommen til at stille spørgsmål på klassens Facebook side, som kan findes på www.facebook.com/Yokohama1600Challenge
Så har du en licens der skal holdes ved lige – eller kribler det lidt i speederfoden en sidste gang i 2015, så er det nu at du skal slå til.
Vi glæder os til at se en masse kørere ude på banen – der er 35 tilmeldte i Kørerforeningen Gr. N indtil nu i denne sæson, så det kunne være super fedt med minimum 35 biler på banen. For der står jo også et par biler ude i Danmark, som ikke har været ude at køre endnu i år…
Husk – sidste rettidige tilmelding til Finaleløbet er onsdag 30. September kl. 18.00.
Vi ses i Padborg!
Udskilningsløbet i toppen af Yokohama 1600 Challenge starter denne weekend.
Den 6. afdeling af DIF Danmarksmesterskabet skal køres på FDM Jyllandsringen i forbindelse med Yokohama DM finalen.
Klassen har dog stadig et løb tilbage at køre i oktober måned på Padborg Park, men allerede nu efter 5 afdelinger begynder det at snerpe til i toppen af mesterskabet.
10 heats er blevet kørt indtil nu, og det med hele 9 forskellige vindere. Kun Niklas Voetmann har vundet 2 løb tidligt på sæsonen.
Foto: CNPhoto.dk
Carsten Lorenzen var tidligere på sæsonen meget tæt på en podieplads, men de sidste par løb har teknikken drillet lidt. Teamet håber dog på at have fået løst alle disse småproblemer forud for denne weekend.
Det er dog Brian Johannesen, der indtager 1. pladsen i mesterskabet foran netop Voetmann, med Steffen Larsen, Carsten Rasmussen, Andreas Top Jensen, Søren Lyck og Mads Hedegaard Frederiksen på de efterfølgende pladser.
Alle disse 7 kørere ligger stadig pointmæssigt indenfor en heatsejr af hinanden, så med 4 resterende heats i sæsonen, er absolut intet afgjort. Men som seneste weekend så fint blev illustreret med Andreas Top Jensen og Jonas Nielsen, så skal der ikke ske meget i heat 1, før at mesterskabsstillingen kan ændre sig dramatisk, og i sidstnævntes tilfælde, og slukkede for medaljedrømmene i det generelle mesterskab.
Til gengæld ligger Jonas Nielsen rigtig pænt til i Rookiemesterskabet, som dog føres an af Mike Hansen. Hansen tog dobbeltsejr ved den seneste afdeling, i mesterskabet for de debuterende kørere og har nu fået opbygget et forspring på 10 point til Nielsen. Jan Jespersen indtager aktuelt 3. pladsen, men bliver for alvor pustet i nakken af Steffen Jusjong, med kun 4 point mellem de to kørere.
Foto: CNPhoto.dk
Søren Lyck har været lige ved og næsten med hensyn til podiepladserne med tre 4. pladser indtil videre i denne sæson. Kommer der en pokal med hjem denne weekend?
I Oldboysmesterskabet har Carsten Rasmussen muligheden for at køre titlen hjem før tid denne weekend, hvis han vel og mærke bare holder pointafstanden til Michael Scharstein på 2. pladsen. Rasmussen har kørt 8 ud af 10 mulige heatsejre hjem i mesterskabet for kørere over 45 år, og netop de 2 kørere er for alvor stukket fra alle de andre. På 3. pladsen er der rigtig god kamp om. I øjeblikket er det Jan Jespersen som ligger på den, men Rudi Larsen og Jimmy Bob Søgaard Jensen ligger indenfor blot 7 point af Jespersen. Så her er absolut intet afgjort.
Succesballasten denne weekend er fordelt således at Brian Johannesen bliver den tungeste mand med 70kg. Steffen Larsen bliver næsttungeste med 30kg, Mikkel Jespersen og Søren Lyck 20kg hver, mens Niklas Voetmann og Michael Scharstein skal have 10kg med i passagersiden.
Med de i mente, kan man måske godt forvente at se store ting fra den nu tidligere mesterskabsførende Andreas Top Jensen, men også Carsten Rasmussen og Mikkel Gregersen, Mads Hedegaard Frederiksen og Jonas Nielsen er nogle af topkandidaterne, som kører rundt helt uden vægt.
Så vi må nok forvente at se en gentagelsesvinder blandt de indtil videre 9 vindere i denne sæson – med mindre at Brian Johannesen, Steffen Larsen eller Søren Lyck kan trylle det sidste ud af bilerne.
Men man skal aldrig sige aldrig i en indtil nu totalt uforudsigelig sæson.
Husk at hvis I ikke kan være ude på banen selv, så kan søndag eftermiddags action også ses direkte på TV2 Sport samt TV2 Play fra klokken 12.00.
Foto: CNPhoto.dk
Jan Jespersen har siden sin debut ved sæsonstarten fundet rigtig meget fart i den hvide Peugeot 207. Med podiepladser i både Rookie- og Oldboysmesterskabet har han rigtig gode chancer for mesterskabsmedaljer i begge disse kategorier.
Tidsplanen for den kommende weekend er følgende:
Lørdag 26. september
Træning 09.55-10.15
Kvalifikation 14.25-14.45
Søndag 27. september
Løb 1 11.00-11.20 15 min. + 1 omgang
Løb 2 13.50-14.10 15 min. + 1 omgang
Yokohama 1600 Challenge viste endnu engang hvor tæt og hvor lige at konkurrencen i klassen er.
Ved den 5. afdeling af DIF Danmarksmesterskabet på FDM Jyllandsringen, i forbindelse med Grand Prix Danmark, var hele 29 biler til start, hvilket også var sæsonens hidtil største deltagerantal.
Inden weekenden lå Andreas Top Jensen i front i det generelle mesterskab foran Niklas Voetmann og Carsten Rasmussen.
I Rookiemesterskabet var det Jonas Nielsen, der indtog 1. pladsen foran Mike Hansen, Jan Jespersen, Steffan Jusjong og Mikkel Njor.
Foto: CNPhoto.dk
Stort flot felt på 29 biler til start i Yokohama 1600 Challenge – her er starten i heat 1.
Blandt Oldboyskørerne på minimum 45 år, var det Carsten Rasmussen der indtog en ret sikker føring foran Michael Scharstein, Jan Jespersen, Jimmy Bob Søgaard Jensen, Rudi Larsen m.fl.
Det specielle ved Grand Prix Danmark er at det er et 3 dages event, så træningen for klassen lå allerede fredag eftermiddag, samt at der som regel dukker en eller flere kørere op, som ikke deltager i den fulde sæson, men kun vælger at deltage i udvalgte løb.
På trods af at Tommy Nygaard ikke har sat i en racerbil siden Grand Prix Danmark 2013, så kørte mesteren fra 2012 ud og viste alle de andre kørere hvordan at det skulle gøres. Hurtigste tid af alle, foran Jonas Nielsen og Steffen Petersen! Bum – så var linien ligesom lagt.
Foto: CNPhoto.dk
Mike Hansen (98) havde rigtig god fart i den lille Citroen Saxo VTS denne weekend. Her foran Niklas Voetmann (46) og Jonas Nielsen (48).
Mikkel Njor var uheldig at knække tandremmen på hans Peugeot 106 GTI, men med hjælp fra Blom Motorsport, blev motoren skiftet henover aftnen og natten, så bilen var klar til kamp igen resten af weekenden.
Efter træningen var der lagt ventetid til kvalifikationen skulle køres lørdag middag.
Endnu engang viste Nygaard imponerende fart og satte bilen på Pole Position. Der var dog ikke mere end 0,022 sekund ned til Jonas Nielsen på 2. pladsen, mens Steffen Larsen og Brian Johannesen kom på de efterfølgende pladser.
Foto: CNPhoto.dk
Tommy Nygaard – manden har holdt stille i 2 år, bilen har holdt stille i 5 år, den planlagte testdag afsluttet før den kom i gang pga. en defekt motor. Alligevel viste han imponerende fart fra første meter.
Der var dog masser af dramatik i slutningen af kvalifikationen. Jonas Nielsen knækkede nemlig en støddæmper på sin allersidste omgang, og skøjtede derfor ud i sandkassen. Teamet havde ikke nogen reserve med på banen, så det var først søndag, hvor vi så noget til den grønne og hvide Suzuki Swift Sport igen – hvilket var lidt ærgeligt for teamet, når de nu havde kvalificeret sig så godt.
Også hos Steffen Larsen var der dramatik. Gearkassen begyndte at gøre kvaler, så teamet valgte derfor at skifte den inden løbet senere samme dag.
Søren Lyck havde haft en ufrivillig tur i sandkassen, så også her havde teamet travlt med at få den tømt for sand.
Foto: CNPhoto.dk
Kamp mellem Peugeot 106’erene, med 3 mand side om side gennem sving 1 og 2. Jens Jensen (86), Mark Backhausen (27) og Jimmy Bob Søgaard Jensen (29)
Der var dog 28 ud af de 29 mulige biler, der holdt klar på startgridden til løb 1.
Dramatikken startede allerede i sving 1, hvor mesterskabsførende Andreas Top Jensen og Mikkel Gregersen støder sammen og sætter en kædereaktion i gang, hvor også Bernth Stott Jørgensen, Søren Lyck og Jan Jespersen bliver involveret. Jensen, Gregersen og Jespersen må udgå på stedet, mens Lyck og Jørgensen kunne gennemføre løbet med en del kosmetiske skader på bilen.
Oppe foran i feltet havde Tommy Nygaard taget starten, og overgav den slet ikke til andre kørere under der 12 omgange som løbet varede. Han blev dog hårdt presset af skiftevis Brian Johannesen og Steffen Petersen. Det endte med at sidstnævnte kører trak det længste strå og derved kunne snuppe 2. pladsen foran Johannesen.
På de efterfølgende pladser havde Mikkel Jespersen, Niklas Voetmann og Steffen Larsen en duel som resulterede i at de byttede pladser flere gange. De kom dog i mål i den nævnte rækkefølge.
Foto: CNPhoto.dk
Steffen Larsen (18) og Steffen Petersen (123) havde kampe i både heat 1 og heat 2.
I Oldboysmesterskabet så det længe ud til at Michael Scharstein skulle tage sejren, men problemer med gearkassen på de sidste omgange af løbet betød at han faldt tilbage, og Carsten Rasmussen kunne overhale ham på allersidste omgang, og derved snuppe sejren – og tilmeld Pole Position, da det også var kampen om 8. pladsen. Bag dem var det brødrene Henrik og Peter Sørensen, der kæmpede en brav kamp, med storebror Henrik som vinder af den duel.
Mike Hansen tog sejren i Rookiemesterskabet, mens Steffen Jusjong tog sig af 2. pladsen.
Foto: CNPhoto.dk
Podiet efter heat 1 – Tommy Nygaard foran Steffen Petersen og Brian Johannesen.
Efter masser af reparationsarbejde hos flere af holdene, holdt der 29 skinnende og flotte racerbiler klar igen søndag eftermiddag, da heat 2 skulle køres.
Carsten Rasmussen fik en langt fra optimal start fra Pole Position, mens Steffen Larsen skød frem fra 3. position og snuppede 1. pladsen på vej ind i sving 1. Mads Hedegaard Frederiksen kom op på 2. pladsen mens vinder af heat 1 Tommy Nygaard allerede var kommet helt fra 8. til 3. position. Kort tid efter kom han op på 2. pladsen og satte herefter en jagt ind på Steffen Larsen. Halvejs rundt på 5. omgang får Nygaard lavet en fejl under en nedbremsning og ramte Larsen, så denne spandt rundt. Steffen Petersen var til gengæld manden der fik fuldt udbytte af den tumult og snuppede 1. pladsen og kører den sikkert i mål.
Foto: CNPhoto.dk
Steffen Petersen viste mere og mere fart i løbet af weekenden, og satte bl.a. løbets hurtigste omgang i begge heats.
Nygaard beholdt i første omgang sin placering, men allerede næste omgang viste der sig at være noget galt med bilen, så han spandt af banen igen, inden at han valgte at køre i pit. Steffen Larsen var kommet tilbage på banen igen og indtog en 3. plads efter Brian Johannesen, men blev jagtet af Carsten Rasmussen, Mikkel Jespersen og Mads Hedegaard Frederiksen.
På løbets 10. omgang skete der igen noget action ude på banen. Steffen Larsen blev fanget bag en langsommere kører, som skulle overhales med en omgang – og det netop i en gul flagzone. Rasmussen, Jespersen og Frederiksen strøg forbi Larsen som efter løbet nedlagde en protest mod overhaling i gul flagzone.
Foto: CNPhoto.dk
Starten på heat 2 – Steffen Larsen (18), Mads Hedegaard Frederiksen (44), Carsten Rasmussen (8), Brian Johannesen (66) m.fl.
Derfor skulle det viste sig at løbsresultatet heller ikke blev det, som folk kunne se direkte på TV2 Sport.
Steffen Petersen vandt overlegent foran Brian Johannesen og – på det tidspunkt – Carsten Rasmussen, Mikkel Jespersen, Mads Hedegaard Frederiksen og Steffen Larsen.
Men dommerne valgt at tage Larsens protest til følge, da der lå klare videobeviser for forseelserne. Dommen var 20 strafsekunder til de 3 kørere, og derved var Larsen tilbage på podiet. Al denne forvirring tog dog flere timer inden at alle kørerne var afhørt, så derfor så podiet også noget anderledes ud, end det reelt blev.
Foto: CNPhoto.dk
Også Kenneth Jerkel (21), Jan Jespersen (20) og Brian Jakobsen (79) kunne køre 3 mand gennem sving 1 uden kontakt.
Den samme straf til Carsten Rasmussen fik også indflydelse på Oldboysmesterskabet. Her lå han ellers til at vinde, men faldt i stedet bag Michael Scharstein, som derved tog sejren. Henrik Sørensen tog 3. pladsen, mens Peter Sørensen, Jimmy Bob Søgaard Jensen, Rudi Larsen, Leif Juhl og Jan Jespersen rundede feltet af i det mesterskab.
I Rookiemesterskabet vandt Mike Hansen weekendens 2. sejr, endnu engang foran Steffan Jusjong. Jan Jespersen snuppede 3. pladsen med Jonas Nielsen på 4. pladsen.
Foto: CNPhoto.dk
Både Leif Juhl (25) og Brian Jakobsen (79) havde støvet de gamle Toyota Corolla’er af, og viste begge rigtig god fart. De ses her i kamp med Jan Jespersen (20) og Kenneth Jerkel (21).
I det generelle DIF Danmarksmesterskabet blev der vendt godt og grundigt rundt i stillingen. Efter 5. afdeling indtager Brian Johannesen nu føringen foran Niklas Voetmann, Steffen Larsen, Carsten Rasmussen, Andreas Top Jensen, Søren Lyck og Mads Hedegaard Frederiksen. Disse 7 kørere ligger stadig indenfor 24 point af hinanden – men der blev vendt meget rundt på placeringer i forhold til før weekenden.
I Rookiemesterskabet tog Mike Hansen føringen, og fik endda opbygget en 10 points føring til Jonas Nielsen, mens Jan Jespersen nu kun er 4 point foran Steffen Jusjong i kampen om 3. pladsen. Men selv de 2 kan nå at tale med om titlen, hvis alt flasker sig for dem.
Carsten Rasmussen beholdt føringen på 20 point i Oldboysmesterskabet, mens Michael Scharstein indtager en ret sikker 2. plads foran Jan Jespersen, som til gengæld bliver pustet kraftigt i nakken af både Rudi Larsen og Jimmy Bob Søgaard Jensen.
Foto: CNPhoto.dk
Michael Scharstein havde rigtig meget fart i den gule Peugeot 207 denne weekend. Sejr i Oldboysmesterskabet samt bedste generelle slutplacering i 2 år, med en flot 5. plads, som begge blev kørt ind i heat 2.
Efter 5 weekender, med 5 forskellige kørere om har taget Pole Position, 9 forskellige som har taget en heatsejr og hele 12 forskellige kørere på podiet, er der virkelig lagt op til et brag af en weekend, når næste løb i Yokohama 1600 Challege køres i forbindelse med Yokohama DM finalen på FDM Jyllandsringen 26.-27. september. Navnet er i vores tilfælde lidt misvisende, da klassen har endnu et løb efter dette. Men mere om det, når det bliver aktuelt.
Kørerforeningen Gr. N har pr. 1/8 2015 overtaget ansvaret for DARC, som er en af de godkendte klubber under Dansk Automobil Sports Union.
Danish Racing Club (DARC) er en klub med mange medlemmer, men ikke en motorklub i traditionel forstand.
Der er ikke nogen klubaftener eller andre traditionelle ting. Klubben hjælper udelukkende med at man kan komme ud at køre på banen på den hurtigste og nemmeste måde. Hvis man er medlem af klubben behøver man ikke at bekymre sig om at bestille licens på mange forskellige hjemmesider – det klarer klubben for dig, når bare du har tilmeldt dig via tilmeldingsskemaet inde på klubbens hjemmeside.
Henover årene har klubben arrangeret testdage på flere forskellige racerbaner, og det er målet at fortsætte det i fremtiden.
Kørerforeningen Gr. N har en lang historie i Dansk Motorsport.
Siden 1982 har stået for Gruppe N asfaltbaneklasserne i Danmark. Det startede med Akai Cup, og har henover årene haft forskellige navnesponsorer, og har stået for både 0-1600 og 0-2000 Gruppe N mesterskaberne på asfalt. I 2011 fik klassen det navn som den har i dag, nemlig Yokohama 1600 Challenge, og har siden 2012 kun stået for 0-1600 Gruppe N klassen af samme navn.
Klassen er det eneste DIF Danmarksmesterskab for standardvogne i Dansk Asfaltbanesport, og er en af de pt mest succesrige klasser med højt deltagerantal samt live tvdækning fra 5 ud af de 7 afdelinger på kalenderen i 2015.
De nuværende medlemmer i DARC og kørerne i Yokohama 1600 Challenge kommer ikke umildbart til at mærke nogen ændring. Klubben og klassen føres videre i samme ånd, og kommer til at få fælles formand og bestyrelse som Kørerforeningen Gr. N.
Ny formand for DARC bliver Brian Jakobsen, som overtager fra den mangeårige formand Poul Erik Jensen, som også selv har været aktiv i Kørerforeningen Gr. N. Derfor er det naturligt at Kørerforeningen Gr. N og DARC nu smelter sammen til 1 enhed.
På sigt er det målet at give nogle medlemsfordele for klubbens medlemmer, hvis de også vælger at deltage Yokohama 1600 Challenge, men det er alt sammen noget, at kun fremtiden kan vise.
Der kan findes flere informationer om Kørerforeningen Gr. N på www.yokohamacup.dk, eller findes flere informationer om DARC på www.darc.dk
Yokohama 1600 Challenge stiller til start med årets hidtil største felt, til årets største løb.
Den 5. afdeling af DIF Danmarksmesterskabet afvikles i forbindelse med Grand Prix Danmark på FDM Jyllandsringen, og hele 27 kørere har meldt sin ankomst i klassen i den kommende weekend.
Masser af kørere er stadig i spil til titlen som DIF Danmarksmester, da blot 24 point adskiller kørerne i top 7 af mesterskabet.
Andreas Top Jensen lå sig i føring inden sommerferien, og udbyggede sin føring ved den 4. afdeling på Ring Djursland. Niklas Voetmann og Carsten Rasmussen følger efter, mens Steffen Larsen, Brian Johannesen, Mads Hedegaard Frederiksen og Søren Lyck realistisk set nok er de sidste kørere der kan kæmpe med helt i toppen om det prestigefyldte mesterskab.
Foto: CNPhoto.dk
Rudi Larsen fik rystet den uheldige oplevelse fra tidligere på året af sig ved seneste afdeling på Ring Djursland. Hen mod slutningen af weekenden viste han rigtig god fart i den hvide Fiat 500 Abarth med nummer 69 på siden.
I Rookiemesterskabet ligger Jonas Nielsen i front, men Mike Hansen ligger blot 5 point bagved og puster ham i nakken. De 2 skal dog ikke vide sig alt for sikker, da Jan Jespersen på 3. pladsen hentede ind på dem begge ved den seneste afdeling.
Carsten Rasmussen har trukket lidt fra i Oldboysmesterskabet, med 7 ud af 8 mulige sejre i år. Kun Michael Scharstein, som pt er 2’er, har slået ham. Jan Jespersen ligger på 3. pladsen mens Jimmy Bob Søgaard Jensen og Rudi Larsen har en tæt kamp om 4. pladsen. Denne weekend vender Mark Backhausen også tilbage, så han vil helt sikkert også snakke med om 4. pladsen. Men der bliver helt sikkert kamp om medaljerne blandt de hele 7 Oldboyskørere denne weekend.
Niklas Voetmann bliver weekendens tungeste med 70kg succesballast i passagersædet, mens Mads Hedegaard Frederiksen med 60kg, Andreas Top Jensen, Steffen Larsen og Carsten Rasmussen skal have 50kg succesballast med hver i deres biler, og til sidst Søren Lyck og Mikkel Gregersen med 10kg hver.
Foto: CNPhoto.dk
Mikkel Gregersen har vist sig at være lynende hurtig i den gule Honda CRX, men succesballasten tyngede ham lidt sidste gang. Nu er han næsten vægtfri igen, og forventer derved at være med helt fremme igen.
Dog kommer der et par kørere med denne weekend, som ikke har kørt tidligere i denne sæson. Fordi at det er første gang efter 1. august, så skal de også have 30kg med i bilen. Det er Leif Juhl i en Toyota Corolla GTI, der også deltager i Oldboysmesterskab, og så Steffen Petersen i en Suzuki Swift Sport.
Især Steffen Petersen, må vi formode, vil tale med om pokalerne denne weekend. Det plejer i hvert fald at være den ende af feltet, at han blander sig i, så han skal nok blive en trussel helt oppe i front, selvom han endnu ikke har deltaget i noget løb i år.
Men Jonas Nielsen, der kommer til weekenden helt uden nogen form for succesballast, bliver helt sikkert giftig på banen. Ved Åbningsløbet på den samme bane var han i hvert fald suverænt hurtigste mand i løbene, og satte samtidig ny banerekord.
I toppen af mesterskabet er Brian Johannesen eneste mand som ikke har ballast med, men selvom Andreas Top Jensen, Niklas Voetmann, Carsten Rasmussen, Steffen Larsen, Mads Hedegaard Frederiksen, Søren Lyck og Mikkel Gregersen alle skal have kilo i bilen, bliver det nok blandt disse 10 kørere at medaljerne skal fordeles denne weekend.
Men hved ved – Bernth Stott Jørgensen var hurtig i hans enlige start inden sommerferien, og Mikkel Jespersen viste rigtig god fart inden at motoren gjorde kvaler ved seneste løb.
Så ja – alt er totalt åbent, og intet er afgjort før det ternede flag bliver givet til kørerne søndag eftermiddag.
Foto: CNPhoto.dk
Hvor mange kørere kommer til at se denne vinkel af Niklas Voetmann’s bil? Dem der gør, får forhåbentlig ikke en regnlygte at se – i hvert fald ikke fra tilskuerne på banens synspunkt.
Tidsplanen for den kommende weekend er følgende:
Fredag 28. august
Træning 16.15-16.35
Lørdag 29. august
Kvalifikation 12.15-12.35
Løb 1 15.35-15.55 15 min. + 1 omgang
Søndag 30. august
Løb 2 13.05-13.25 15 min. + 1 omgang
Mikkel Njor, Njor Motorsport, er 16 år gammel og bor til dagligt i Vejle med sine forældre.
Teamet består af far Preben samt Lars Baungaard Nielsen.
Mikkel startede med at dyrke motorsport i en helt anden del af sporten.
I 2008 og 2009 kørte han 50cc speedway, og var med til at vinde DM bronze for hold.
I 2013 var han 2. kører i klubrally, hvor det blev til bronze i det Jysk Fynske mesterskab samt DASU Finale i klasse 6 (over 1601ccm).
I 2014 blev det desværre kun til nogle få løb i co-driver sædet, da holdet var uheldige at vælte i bilen, og sæsonen dermed var slut.
Men nu har Mikkel bestemt sig for at prøve asfaltbanesporten af. I juni 2015 tog han banelicens på Padborg Park, og i august deltog han i sit allerførste racerløb, med ham selv bag rattet.
Det var i forbindelse med 50 års Jubilæumsløbet på Ring Djursland.
Det blev ikke nogen nem debut, da både teknikken og vejret drillede.
I træningen var bilen utrolig løs i bagenden, og det gjorde at han tabte bilen på et af de steder på banen, hvor autoværnet var tættest på. Forenden ramte autoværnet, og fik motorhjelmen til ikke at se alt for køn ud. Men heldigvis var alting indenunder ubeskadet, så teamet kunne køre videre resten af weekenden.
Kvalifikationen var en blanding af våd og tør bane, men alligevel lykkedes det den unge kører at slå en af konkurrenterne.
I heat 1 og 2 var der yderligere forbedringer at spore, og omgangstiderne på tør bane kom rigtig tæt på de langt mere etablerede kører. I Rookiemesterskabet blev det til henholdsvis en 4. og en 5. plads i de 2 løb.
Så på trods af nogle småvanskeligheder i starten, ser teamet frem mod næste udfordring i forbindelse med Grand Prix Danmark på FDM Jyllandsringen.
Målet for 2015 er at lære så meget som muligt om bilen og om den helt nye motorsportsform for teamet.
Mikkel Njors startnummer i Yokohama 1600 Challenge 2015 er nummer 11.
Yokohama 1600 Challenge starter efterårssæsonen med at fortsætte hvor vi slag – nemlig med uforudsigelighed.
Den 4. afdeling af DIF Danmarksmesterskabet blev kørt på Ring Djursland, hvor 23 biler var til start.
Klassen var derfor deltagermæssigt den suverænt største klasse, og leverede nok også weekendens bedste og tætteste ræs.
I forårssæsonen havde unge Andreas Top Jensen lagt sig i front, mens den noget mere erfarende Carsten Rasmussen indtog 2. pladsen foran Brian Johannesen på 3. pladsen.
Alle kørere i Top 8 var dog kun adskilt af 22 point, hvilket er mindre end hvad en heatsejr giver.
Foto: CNPhoto.dk
Niklas Voetmann (46) viste rigtig god fart hele weekenden igennem. Her foran Peter Sørensen (170) og Michael Scharstein (58).
I Oldboysmesterskabet var det førnævnte Rasmussen som førte an, mens Michael Scharstein, Jan Jespersen og Jimmy Bob Søgaard Jensen fulgte efter.
Jonas Nielsen var i front af Rookiemesterskabet, mens Mike Hansen, Jan Jespersen og Steffan Jusjong kom på de efterfølgende pladser.
Lørdagen lå ud med træning på en knastør bane. Her var 4 af klassens yngste kørere de mest morgenfriske. Jonas Nielsen var nemlig hurtigst foran Andreas Top Jensen, Mads Frederiksen og Niklas Voetmann. Kun de 2 sidstnævnte kørere har alderen til at have et bilkørekort – som de for øvrigt kun lige har kunnet erhverve i indeværende sæson!
Foto: CNPhoto.dk
Mikkel Jespersen havde en meget uheldig weekend – først sprang motoren i luften, og selvom teamet monterede ny motor mellem kvalifikation og løbet, så drillede den nye motor også.
Vejret skulle dog ændre sig drastisk mellem træning og kvalifikation. 30 minutter før starten på tidskørslen åbnede himlen sig og gjorde hele banen våd. Derfor stod alle holdene og vaklede mellem tørvejs- og regnvejrsdæk.
Da de 23 biler kørte på banen, stod det hurtigt klart at regndæk var sagen – i hvert fald til at starte på. Andreas Top Jensen var længe hurtigste mand af alle på regndæk, men også Jonas Nielsen og Carsten Rasmussen blandede sig i toppen. Banen tørrede stille og roligt op, og de sidste 5 minutter var de bedste dæk, tørvejrsdæk. Det endte med at blive Niklas Voetmann der satte hurtigste tid af alle, foran Carsten Rasmussen og med Søren Lyck og Mads Hedegaard Frederiksen på de efterfølgende pladser.
Foto: CNPhoto.dk
Mikkel Njor havde sin debut på asfaltbanerne denne weekend. Ikke ligefrem den nemmeste debut, med så skiftende vejrforhold!
Søndag formiddag forud for heat 1 var banen igen helt tør, så alle mand var på tørvejrsdæk.
Niklas Voetmann kom godt afsted, men tæt forfulgt af Carsten Rasmussen. De 2 skulle have en løbslang dyst, hvor placeringerne skiftede flere gange. Det blev endda til en berøring mellem de 2, som dommerne takserede til en strafbane til Voetmann. Det kunne Mads Hedegaard Frederiksen så lukrere på, og smutte forbi Voetmann.
Der var også masser af dramatik længere nede i feltet. Andreas Top Jensen gik i stå midt i feltet, da lamperne gik ud, men til alt hel reagerede de andre kørere lynhurtigt og alle nåede udenom ham uden kontakt.
Men Top Jensen fik kæmpet sig tilbage, og kom endda helt op på 6. pladsen, inden at de 16 omgange var kørt.
Foto: CNPhoto.dk
Starten på heat 1 – Niklas Voetmann (46), Søren Lyck (49), Carsten Rasmussen (8), Steffen Larsen (18), Jonas Lynge (56), Mads Hedegaard Frederiksen (44), Peter Sørensen (170) m.fl.
Løbssejren gik til Carsten Rasmussen, som var tæt forfulgt af Mads Hedegaard Frederiksen og Niklas Voetmann. De 3 kørere var adskilt af mindre end 1 sekund henover målstregen, og leverede et fantastisk ræs for publikum på banen. Herfter fulgte Steffen Larsen og Søren Lyck.
Foto: CNPhoto.dk
Podiet i heat 1 – Carsten Rasmussen foran Mads Hedegaard Frederiksen og Niklas Voetmann.
I Rookiemesterskabet tog Jan Jespersen sin første sejr, efter virkelig at have fået fart i den hvide og grønne Peugeot 207 med nummer 20 på siden. Han henviste Steffan Jusjong til 2. pladsen mens Mike Hansen, Jonas Nielsen og Mikkel Njor tog de resterende placeringer.
Det blev desværre også det sidste at vi så til Steffen Jusjong denne weekend, da motoren havde gjort kvaler det meste af løbet, og til sidst døde den helt efter målstregen. Metalspåner inde i motoren gav en tydelig indikation på, hvorfor at den ikke helt kørte som den skulle. Så nu skal teamet i gang med at have en ny motor lagt i inden næste løbsweekend.
Carsten Rasmussen tog også sejren i Oldboysmesterskabet, mens Peter Sørensen, Michael Scharstein, Jan Jespersen, Henrik Sørensen, Rudi Larsen og Jimmy Bob Søgaard Jensen også snuppede point til mesterskabet for kørere over 45 år.
Foto: CNPhoto.dk
Michael Scharstein (58) viste endnu en gang at han er nærmeste udfordrer til Carsten Rasmussen i Oldboysmesterskabet. Her foran Jan Jespersen (20).
På baggrund af løbsresultatet fra heat 1 vender man top 8 til heat 2, så Brian Johannesen holdt på Pole Position foran Mikkel Gregersen og Andreas Top Jensen samt Søren Lyck.
De grå skyer havde hængt over banen hele dagen – og ligesom lørdagen, så åbnede dig sig inden at Yokohama 1600 Challenge skulle på banen. Denne gang kom det dog så tidligt, og så meget, at alle kørere fik sat regndæk på bilerne.
Brian Johannesen lå sig suverænt i front af feltet de første par omgange, men Andreas Top Jensen kom hurtigt igen, og på 3. omgang dykkede han forbi Johannesen. Herefter kunne konkurrenterne kun se bagkofangeren af den hvide Suzuki Swift Sport med nummer 84 på siden.
Foto: CNPhoto.dk
Tæt kamp midt i feltet i heat 2 – Jan Jespersen (20), Michael Scharstein (58) og Carsten Lorenzen (7) kørte kofanger mod kofanger gennem opløbssvinget – men alle kom igennem uden problemer.
Men de efterfølgende pladser var der tilgængæld rigtig stor kamp om. Steffen Larsen kom også hurtigt forbi Johannesen og lå i mange omgange forholdsvis solidt på den placering, mens Mikkel Gregersen, Jonas Lynge, Søren Lyck, Carsten Rasmussen, Niklas Voetmann og Mads Hedegaard Frederiksen lå i en meget intens kamp, hvor pladserne byttede flere gange. Der blev kørt rigtig tæt, og både tilskuerne på banen, og ikke mindst tv-seerne kunne nyde nogle rigtig fede omgange, hvor der blev kørt sidespejl mod sidespejl – og det på en stadig regnvåd men tørrende bane.
Andreas Top Jensen var suveræn og kørte sin første generelle løbssejr i asfaltbanesporten hjem med næsten 10 sekunders forspring. Bedst som det så ud som om at Steffen Larsen ville tage 2. pladsen, havde han fået en sivepunktering så han langsomt tabte luft i det venstre fordæk. Derved kunne Niklas Voetmann dykke forbi ham lige inden at kørerne kørte gennem allersidste sving. Larsen redede den dog hjem i 3. position.
Foto: CNPhoto.dk
Peter Sørensen elsker regnvejr, så weekendens udfordringer var lige noget for ham.
Mads Hedegaard Frederiksen og Mikkel Gregersen på 4. og 5. pladsen kæmpede også til allersidste meter – og faktisk var der kun 0,001 sekund mellem dem over stregen!
Faktisk var der mindre end 2 sekunder mellem 3. og 7 pladsen – så sig ikke at der ikke bliver kørt tæt og helt til stregen i Yokohama 1600 Challenge.
I Oldboysmesterskabet tog Carsten Rasmussen weekendens 2. sejr, mens Michael Scharstein tog 2. pladsen foran brødrene Peter og Henrik Sørensen, Jan Jespersen og Rudi Larsen.
Rookiemesterskabet havde Jonas Nielsen over målstregen som første mand, med Mike Hansen, Jan Jespersen og Mikkel Njor på de efterfølgende pladser.
Foto: CNPhoto.dk
Podiet i heat 2 – Andreas Top Jensen foran Niklas Voetmann og Steffen Larsen.
I DIF Danmarksmesterskabet udbyggede Andreas Top Jensen mesterskabsføringen, så han nu ligger 7 point foran Niklas Voetmann og Carsten Rasmussen. Steffen Larsen, Brian Johannesen, Mads Hedegaard Frederiksen, Søren Lyck og Jonas Nielsen, der lukker top 8 af. Top 7 ligger stadig indenfor blot 1 løbssejr af hinanden, hvad angår pointafstanden. Så ingen har råd til at udgå.
Jonas Nielsen indtager føringen i Rookiemesterskabet foran Mike Hansen, mens Jan Jespersen blev weekendens topscorer og derved kravlede lidt tættede på de 2 foranliggende. Steffan Jusjong tabte med motorproblemet værdifulde point i kampen om 3. pladsen, mens Mikkel Njor fik de første point på kontoen.
Foto: CNPhoto.dk
Carsten Rasmussen tog sin 10. sejr i klassen. Dermed kom han ind i en eksklusiv klub af løbsvindere med 10 eller flere sejre i klassen. Kun Steffen Larsen og John Gammelgaard ligger nu foran ham.
I Oldboysmesterskabet har Carsten Rasmussen nu udbygget føringen til 20 point over nærmeste konkurrent, som er Michael Scharstein. Men der er stadig 60 point at køre om, så intet er afgjort endnu.
Jan Jespersen indtager 3. pladsen foran Jimmy Bob Søgaard Jensen og Rudi Larsen.
Om mindre end 14 dage er Yokohama 1600 Challenge på banen igen. Det bliver i forbindelse med Grand Prix Danmark på FDM Jyllandsringen.
Der håber vi at se en masse tilskuere på tilskuerrækkerne – for der er vel mange derude som gerne vil se noget rigtig fedt racerløb, med masser af forskellige biler og masser af kampe…?
Hej allesammen.
Denne besked er ligegyldig for langt de fleste kørere i klassen – men tag jer nu alligevel gerne lidt tid til at læse hele beskeden igennem.
Når man tilmelder sig Kørerforeningen eller indbetaler startgebyrer til de enkelte løb, så er der nogle stykker som IKKE får skrevet deres navn, startnummer samt hvad betalingen drejer sig om, på overførslen.
Der kommer en lille håndfuld pr løb, hvor vi modtager 2000kr med beskeden “Overførsel”. Så er det dælme svært hvem af de 30 tilmeldte kørere i Kørerforeningen at det er. Og er det så overhovedet til det førstkommende løb, eller er det til løbet om 2 uger eller hvad er det?
Derfor – skriv venligst følgende:
BrianJakobsen79DM5
Og det skal selvfølgelig være med jeres navn og det aktuelle løb på 😉
Hvis I følger ovenstående, gør det min arbejde meget meget nemmere.
På forhånd tak
Med venlig hilsen
Kasserer i Kørerforeningen Gr. N
Norbert Gregersen