Det blev en weekend præget af dobbeltsejre, da Yokohama 1600 Challenge gæstede Ring Djursland.
Den 4. afdeling af DIF Danmarksmesterskabet blev kørt på den kuperede bane nær Tirstrup, og 19 biler havde taget imod denne udfordring for anden gang i denne sæson.
Inden weekenden var der pointlighed mellem Mads Hedegaard Frederiksen og Steffen Larsen i toppen af det generelle mesterskab, mens Brian Johannesen, Michael Scharstein og Mike Hansen lå i duel om 3. pladsen.
I Oldboysmesterskabet lå Michael Scharstein i front foran Bernth Stott Jørgensen og Rudi Larsen, mens Mads Østerbro var førende mand i Rookiemesterskabet foran Kim Villebæk og Brigitte Klintskov Jerkel.
Foto: JJ Media
Lars Christensen var desværre uheldig, at bilen ikke så helt så pæn ud efter heat 1.
Weekenden startede lørdag middag, hvor de 20 minutters træning skulle køres. Efter blot at have kørt Åbningsløbet på FDM Jyllandsringen, var Tommy Nygaard klar til at deltage igen. Og sikke en comeback. Ikke ringere end den hurtigste tid i træningen foran Mads Hedegaard Frederiksen og Carsten Lorenzen. Træningen startede på tør bane, men med 5 minutter tilbage begyndte det at regne let, så tiderne ikke længere kunne forbedres.
Mellem træningen og kvalifikationen kom der yderligere regn, så det var en fugtig bane som bilerne trillede ud på et par timer senere. Der var dog kun 2 kørere der kørte på banen på regndæk, og de 2 – Carsten Lorenzen og Rasmus Holmegaard Hansen – lå og kørte de hurtigste tider i starten af kvalifikationen. Banen tørrede dog utrolig hurtigt op, så tørvejsdæk var det rette valg.
Foto: JJ Media
En god illustration på hvor bakket at Ring Djursland er – ikke mange meter er helt flade.
Her startede en duel mellem Mads Hedegaard Frederiksen og Steffen Larsen, hvor de skiftedes til at sætte hurtigste tider, inden at Frederiksen endte med at tage Pole Position. Rent faktisk blev startopstillingen en tro kopi af mesterskabstillingen, da Brian Johannesen snuppede 3. startposition.
Den hurtigste mand i træningen, Tommy Nygaard, var uheldig at knække hjulophænget og måtte derfor tidligt udgå med bilen parkeret i græsrabatten.
Foto: JJ Media
Starten på heat 1 – hele weekendens felt på nær Carsten Lorenzen der startede fra pitten og Brigitte Klintskov Jerkel som havde problemer med teknikken.
Kvalifikationen blev desværre også sidste gang vi så Brigitte Klintskov Jerkel denne weekend. Allerede halvvejs i træningen begyndte motoren at sætte ud, og efter ihærdige forsøg på reparation mellem træning og kval, måtte de kaste håndklædet i ringen med en defekt motor.
Søndagens heat startede forholdsvis udramatisk, hvor de fleste af kørerne holdt deres placeringer. Dog var der 3 mand som skilte sig lidt ud. Tommy Nygaard, Carsten Lorenzen og Rasmus Holmegaard Hansen avancerede som en varm kniv gennem smør, mens Mads Hedegaard Frederiksen og Steffen Larsen leverede en nervepirrende duel med få centimeters forskel mellem bilerne.
Foto: JJ Media
Jimmy Bob Søgaard Jensen havde en god weekend, indtil han desværre måtte udgå i heat 1 med tekniske problemer.
Det ternede flag blev desværre givet bag safety car, da Lars Christensen havde haft en stor afkørsel, med en meget bukket bil til følge. Heldigvis var han helt ok, så det var blot fordi at den holdt på et farligt sted, at man måtte have safety car på banen.
Løbet blev vundet af Frederiksen foran Larsen og Brian Johannesen.
I Oldboysmesterskabet tog Bernth Stott Jørgensen sejren foran Rudi Larsen og Michael Scharstein, der havde lagt i en løbslang duel.
I Rookiemesterskabet fik Kim Villebæk kørt sejren hjem foran Mads Østerbro og Jacob Hansen. Villebæk havde et fantastisk heat 1, hvor han sluttede på en 8. plads og derved skulle starte på Pole Position til heat 2.
Foto: JJ Media
Podiet i heat 1 – Mads Hedegaard Frederiksen foran Steffen Larsen og Brian Johannesen.
Ligeså rolig som starten på heat 1 forløb, ligeså kaotisk gik det i weekendens andet løb.
Villebæk kom fint væk fra første position, men en lidt dårligere start fra Michael Scharstein fra 2. position, skabte lidt dønninger ned gennem feltet. Men det var ikke den primære årsag på det der skete senere på første omgang. På vej ned over trapperne, endte Steffen Larsen inde på glatbanen, der går parallelt med racerbanen, og skøjtede derfor ind i Mike Hansen, der så rammede Rudi Larsen. Ydermere udgik Tommy Nygaard i samme sving med en skæv bagbro, efter han blev ramt at en konkurrent.
Foto: JJ Media
Mike Hansen var rigtig uheldig at få en stor skade på bilen i starttumulten i heat 2. Heldigvis er den allerede under genopbygning.
I alt 3 biler skulle bjerges fra sandkassen, og det gav en safety car periode, som næsten varede det halve af den afsatte tid til løbet.
Men da løbet endelig blev givet frit igen, blev der virket leveret herreræs fra alle kørere i feltet. Det lykkedes Kim Villebæk at få skabt et pænt hul, mens Michael Scharstein, Bernth Stott Jørgensen og Rasmus Holmegaard Hansen lå og kæmpede bag ham. Mads Hedegaard Frederik fik dog hurtigt gjort kål på dem alle sammen, og kunne med 3 omgange tilbage af løbet passere en ellers hårdt kæmpende Villebæk, der senere også måtte aflevere endnu et pladser. Men alligevel flot kørt af en Rookiekører.
Foto: JJ Media
Duellen i Oldboysmesterskabet i heat 1 på et billede – Bernth Stott Jørgensen foran Rudi Larsen og Michael Scharstein.
Da de 12 omgange var gået, kørte Mads Hedegaard Frederiksen først over målstregen, efterfulgt af Bernth Stott Jørgensen og Brian Johannesen.
I Rookiemesterskabet tog Kim Villebæk weekendens 2. sejr foran Mads Østerbro og Jacob Hansen med, som tidligere nævnt, imponerende kørsel.
Foto: JJ Media
Podiet i heat 2 – Mads Hedegaard Frederiksen foran Bernth Stott Jørgensen og Brian Johannesen.
Bernth Stott Jørgensen fuldendte weekenden med at sejre igen i Oldboysmesterskabet – denne gang foran Michael Scharstein. Desværre var det store mandefald skyld i af disse 2 var de eneste der scorede point til Oldboysmesterskabet i heat 2.
Når vi kigger på mesterskabsstillingen efter DM4, har Mads Hedegaard Frederiksen fået et rigtigt pænt hul ned til Steffen Larsen på 2. pladsen og Brian Johannesen på 3. pladsen. Michael Scharstein indtager 4. pladsen, mens Rasmus Holmegaard Hansen, Bernth Stott Jørgensen, Carsten Lorenzen og Mike Hansen alle ligger indenfor få point i kampen om 5. pladsen – men alle har stadig muligheder for medaljer.
Foto: JJ Media
Kim Villebæk (12) havde rigtig god fart i Rookiemesterskabet og tog en dobbeltsejr. Her ses han foran Rasmus Holmegaard Hansen (124).
Weekenden blev desværre en weekend med forholdsvist stort mandefald. En kombination af afkørsler og andre tekniske problemer, gør at rigtig mange hold får nogle timers forberedelse hjemme i garagerne, inden den næste afdeling skal køres om små 14 dage på FDM Jyllandsringen, i forbindelse med Grand Prix Danmark.
Men vi håber selvfølgelig på at se alle køreklar igen.