Travl dag i solnedgangens skær

Yokohama 1600 Challenge kørerne får en travl lørdag, der slutter i solnedgangens skær.

Den 6. afdeling af dette års DIF Danmarksmesterskab skal køres den kommende lørdag på Padborg Park, i forbindelse med Night Race.

Det seneste løb blev kørt over 3 dage, men denne gang er det et endagsarrangement, hvor træning, kvalifikation og de to løb skal afvikles på små 7 timer, så der bliver ikke meget tid for mekanikerne til løse eventuelle problemer.

Med de små pointafstande i mesterskabet, kan det hurtigt få stor betydning, hvis en af titelkandidaterne får tekniske problemer.


Foto: JJ Media
Jacob Hansen har været meget tæt på top 8 flere gange, så måske er denne lørdag hvor han kommer helt frem i feltet.

23 biler er tilmeldt lørdagens løb, og Yokohama 1600 Challenge leverer derved endnu en gang et rigtig flot og stort felt for tilskuerne at se på.

Aktuelt fører Brian Johannesen det generelle mesterskab foran Jesper Gregersen og Morten Christensen. Tue Lassen, Mike Hansen og Mathias Valentin ligger dog også på lur, hvis nogle af de 3 foranliggende snubler.

I Oldboysmesterskabet fører Michael Scharstein fortsat, med et rigtigt pænt forspring til Leif Juhl, Jørn Støvring, Jimmy Bob Søgaard Jensen og Mark Backhausen. Selvom Scharstein er stukket lidt af, så er der en hel fantastisk kamp mellem de 4 andre kørere, som blot er adskilt af 6 point.

I Rookiemesterskabet fører Mathias Valentin an, mens Lukas Staub og Jørn Støvring stadig har mulighed for at drille ham i toppen. Sebastian Hove er igen til start denne lørdag, hvor han håber på at kunne få flere pokaler med hjem, efter to andenpladser ved debuten sidste gang.


Foto: JJ Media
Lars Christensen var plaget af tekniske problemer ved seneste løbsweekend. Men hvis ellers at teknikken spiller denne lørdag, kan det være at der kommer en eller flere Oldboys pokaler med hjem.

Når man kigger på succesballasten, så bliver den godt spredt mellem kørerne. Mathias Valentin bliver den tungeste mand med 80kg mens Jesper Gregersen og Rasmus Holmegaard Hansen skal have 50kg hver. Morten Christensen og Brian Johannesen kan nøjes med 40kg hver, mens Steffen Larsen med 30kg og Mike Hansen med 10kg bliver de letteste, som skal have ballast med.

Er du fan af Yokohama 1600 Challenge, og ønsker at se noget godt og tæt ræs, så er det altså på lørdag at du skal møde op på Padborg Park. Vi er som sagt på banen hele 4 gange.

Husk – hvis du er medlem af Dansk Metal, så kan du komme helt gratis ind til løbet, hvis bare du har dit medlemskort med.


Foto: JJ Media
August Christian Hansen har snust rundt på 4. og 5. pladsen i Oldboysmesterskabet de første to weekender han har kørt. Bliver det til en medalje denne lørdag?

Tidsplanen er som følger (med ret til ændringer forbeholdes):

Lørdag
Træning 12.50-13.10
Kvalifikation 14.55-15.15
Løb 1 18.00-18.20
Løb 2 19.25-19.45

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.